Heldigvis vendte katten tilbage – eller med andre ord: Vi fandt ham. Efter jeg havde ledt efter ham i kvarteret uden succes, gik jeg op til min lejlighed. Der er vinduer i trappeopgangen, som går ud mod haven. På den anden side af haven er der en teater, som har store vinduer med glasdører. Bagved en af glasdørene så jeg pludselig en bevægelse. Først tænkte jeg, at det var et menneske. Det var ikke så nemt at se, fordi bygningen ligger omkring tyve meter væk og solen reflekterede i vinduet. Men pludselig troede jeg, at jeg så to katteøjne, der kiggede ud af denne glasdør. Jeg havde haft katteparanoia før, altså flere øjeblikke, hvor jeg bare tænkte, jeg så katten, men det var noget andet. Nu var jeg dog 99% sikker. Jeg løb hurtigt op ad trappen og ringede på min nabos dør for at fortælle, at jeg så ham i teatret.
Straks gik vi derhen. Alle døre var låst, fordi det var søndag. Først kunne vi ikke se katten og i et kort øjeblik blev jeg bange for, at jeg havde taget fejl, men da vi begyndte med at kalde hans navn, kom han tilbage til glasdøren. Han ville ud og rørte ved glasset med sin pote. Selvfølgelig – han havde været låst ind i næsten fireogtyve timer! Min nabo og mig snakkede om hvad vi skulle gøre. Først prøvede hun at ringe til teatret, men hun kunne ikke få fat i nogen – nok fordi det var søndag. Så ringede hun først til dyrelægen for at spørge, hvad de syntes var bedst, især fordi han havde hverken mad eller vand inde i teatret. De sagde, at det nok ville være ok at ringe til brandvæsenet. Det gjorde hun, og de kom faktisk.
De fandt en nøgle i en speciel boks ved bygningen, der kun kan åbnes af brandvæsenet. På den måde åbnede de døren, og kort efter kom katten ud af bygningen. Han var lidt generet og forvirret på grund af brandmændene, men min nabo tog ham på sin arm, og så var alt ok. Vi blev så utrolig lettede og glade, at vi fandt ham og at han var ok.